• ARK Advokatpartnerselskab

Væsentlig landsretsdom om udstrækningen af ledningsejerloven (LER)

Sagens omstændigheder

Under grødeskæring i en vejgrøft ved anvendelse af en ”grøfterensermaskine” skar en kommunal ansat medarbejder et telekabel over. Telekablet var placeret i bunden eller i grøftens side, og det blev under sagen oplyst, at der var tale om et ældre aluminiumskabel nedlagt i ca. 1975.

Teleselskabet anlagde sag med påstand om betaling af omkostningerne for reetablering af kablet og blev pålagt ansvar herfor i byretten. Byretten fandt således at kommunen burde have anset det for nærliggende, at der lå kabler langs vejen og man burde have udvist større agtpågivenhed ved grøfteoprensningen. Byretten tog ikke stilling til, om grøfteoprensningen var gravearbejde i LER-lovens forstand, allerede fordi der i øvrigt af byretten fandtes at have været handlet uagtsomt.

Dommen blev af kommunen indbragt for landsretten.

Landsretten lagde til grund, at kommunen i mange år havde fået foretaget oprensning af grøfterne på tilsvarende måde, og at kommunen ikke havde opfattet grøfteoprensning som gravearbejde i ledningsejerlovens forstand.

Det blev lagt til grund, at man på et oversigtskort kunne se, at der var et kabel i området ved grøften, men at der ikke tidligere i forbindelse med grøfteoprensning var opstået skader på kablet.

Herefter angav landsretten, at forpligtelsen efter ledningsejerlovens §9, ”hvorefter enhver der erhvervsmæssigt udfører gravearbejde skal indhente oplysninger fra LER-registeret” ikke kunne finde anvendelse i den konkrete sag. Således fandt landsretten ikke, at anvendelsen af grøfterenseren kunne betegnes som gravearbejde og omfattet af ledningsejerloven. Kommunen havde derfor ikke pligt til at undersøge LER-registeret før medarbejderen gik i gang med grøfteoprensningen.

Da kommunen ikke i øvrigt fandtes at have handlet uagtsomt på andet grundlag, frifandtes kommunen.

Kommentarer

Det må anses for ganske principielt for kommunerne, at man ved landsrettens dom er blevet fritaget for forpligtelsen til at undersøge LER-registeret før der foretages grøfteoprensning i de tusindvis af kilometer af grøfter, der henhører under kommunernes vedligeholdelsesansvar. Således ville det have medført tæt på uoverskuelige administrative konsekvenser, hvis kommunen hver eneste gang der gennemføres grøfteoprensning skulle foretages indhentelse af oplysninger fra LER-registreret, såfremt landsretten havde sidestillet grøfteoprensningen med erhvervsmæssigt gravearbejde i LER-lovens forstand.

Sagen er for kommunen ført af advokat Jacob Fenger, Holst.

Spørgsmål til dommen kan rettes til advokat Bente Ernfred Götzsche eller advokat Jesper Ravn.

Læs dommen her